Bandespil, halurets båtten og glade fodboldspillere. Indefodbolden er igen klar til at aktivere flere tusinde fodboldspillere hen over vinteren, og vi er klar til at opdatere dig på de regelændringer, der er i forhold til sidste sæson.

Ligesom udendørs skal officials tilføjes holdkortet, ligesom det også f.eks. er tilladt at tildække ørenringe med tape. Læs om ændringerne her (nederste halvdel af teksten fra "Udvidelse af fleksibilitetsreglen").

Enkelte nye elementer i børnerækker
I børnerækkerne er der foretaget nogle justeringer, som kun vedrører enkelte rækker/årgange:

  • U5-U7
    I disse rækker spilles på tværs af hallen, men i den kommende sæson med en futsalbold. Det har man nemlig testet i region 2 med gode erfaringer, idet det er nemmere for de små ben at styre den lidt mindre livlige bold.
  • U8-U9 Drenge/Piger
    U10 Piger

    I sidste sæson blev det indført, at der i disse rækker spilles 5-mands inkl. en målmand, der måtte tage med hænder. Dette justeres til denne sæson, idet målmanden nu kun må parere med hænderne.
  • U10 Drenge
    Forud for sidste sæson blev det indført, at denne række spillede 5-mands inkl. en målmand. På baggrund af erfaringerne og tilbagemeldinger fra klubber justeres dette dog tilbage, således at U10 Drenge i sæsonen 2020/21 spiller 4-mands uden målmand.

Kun en enkelt regel ændret
Den eneste regel, der decideret er ændret i indefodboldspillet er relateret til Fairplay. Fairplay-frisparket udgår nemlig – og erstattes af igangsættelsen ”dommeren lader bolden falde”.

Bemærk dog:
1. Hvis bolden ved spillets afbrydelse var i straffesparksfeltet – eller sidste boldberøring var i straffesparksfeltet, skal bolden falde til en spiller fra det forsvarende hold i feltet.
2. Hvis to spillere udvises for en tackling – eller et kraftigt sammenstød – igangsættes spillet ved at ”lade bolden falde” til en spiller fra det hold, der sidst rørte bolden inden tacklingen.

Dog vil dommerne have nogle fokuspunkter i den kommende sæson:

  • Ved begyndelsessparket (ved kampens start – og efter scoringer) er bolden i spil, når sparket er taget – og bolden klart bevæger sig. Det er ikke nok, bolden ruller under foden. Foden, der sparker, skal være fri af bolden.
  • Der kan ikke scores direkte på begyndelsessparket.
  • Ved målspark – og frispark i eget målfelt/straffesparkfelt skal bolden sparkes direkte ud af feltet og ud på den øvrige del af banen, før den er i spil. Alle modspillere skal være bag den stiplede 3-meterlinje, til bolden er i spil.

 

SE INDEFODBOLDREGLEMENT - HER

SE INDEFODBOLDREGLER - HER

 

Heldigvis er regelændringerne til at overskue, så nu er det blot at snøre skoene og blive klar til en ny indefodboldsæson.